torsdag den 25. februar 2016

To gode strikkegrundbøger


To af de bøger, som jeg vil præsentere i denne uge viser sig at være at ret så gode grundbøger ud i strikkekunsten.

Betty Barndens Håndbog i strikning er et regulært leksikon. Den indeholder simpelthen alt, hvad du skal bruge fra, at du kan starte med at strikke til, at du kan lave dine egne strikkeopskrifter. Bogen indeholder de sædvanlige introduktioner til snoninger, hulmønstre og flerfarvestrik, men ud over det finder du også introduktion til, hvordan du tilpasser opskrifter til din kropstype og hvordan du konstruerer beklædning fra bunden. Du kan desuden læse dig til, hvad strikkefasthed og forskellige garntyper kan betyde for dine designs. I det hele taget indeholder den virkelig mange gode budskaber og vil nok være en af den slags bøger, som man altid vil vende tilbage til ligegyldigt, hvor øvet man bliver. Så hvis du ikke allerede har en strikkegrundbog, så er denne her et virkelig godt bud.


Du kan finde forhandlere af Håndbog i strikning lige her. Bogen udkom den 24. februar 2016. 


Magien ved shetlandsk kniplingsstrik af Elizabeth Lovick er også en slags grundbog, men fokuserer på lace-teknikker og som titlen indikerer, er det med udgangspunkt i den shetlandske tradition. Bogen er i følge pressematerialet tiltænkt nybegynderen, som gerne vil til næste niveau og man må også sige, at det er det, den kan hjælpe med. Der er stribevis af diagrammer over forskellige lace-mønstre og lace-kanter, så du selv kan sammensætte præcis det mønster og den kan du ønsker til det perfekte sjal, tæppe eller - hvis du er rigtig god - den perfekte trøje. Men hvis du ikke helt er klar til at sammensætte dit eget design endnu, kan du finde en række fine og søde opskrifter i slutningen af bogen, som du kan starte med at kaste dig over.


Du kan finde forhandlere af Magien ved shetlandsk kniplingsstrik lige her. Bogen udkom den 22. februar 2016. 

For god ordens skyld skal jeg lige huske at fortælle, at jeg har fået bøgerne fra forlaget Turbine for at kunne anmelde dem. Det eneste jeg har modtaget er bøgerne og alle meninger om dem er mine egne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du læser med! Jeg bliver rigtig glad, hvis du skriver en besked til mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...