søndag den 1. februar 2015

Stephen & Penelope i Amsterdam

Da jeg var i Amsterdam sidste gang, hed butikken Penelope Craft Boutique, men siden da er den superskøre og supergeniale strikkedesigner Stephen West blevet medejer. Nu er navnet Stephen + Penelope. Jeg vidste, at jeg måtte forbi butikken på denne tur også, da jeg virkelig gerne vil prøve et af hans designs.
Butikken ligger tæt på Amsterdam centrum på Kerkstraat 117 og er virkelig et besøg værd. Indehaver Malia er meget hjælpsom og hylderne bugner af lækkert gramsevenligt garn. Der er utallige farver og kvaliteter - en anelse overvældende for mig, da jeg stadig føler mig lidt famlende i en garnforretning. Der er så meget at vælge i mellem og jeg kan ikke altid gennemskue kvaliteten. Men jeg er sikker på, at andre mere erfarne garnshoppere vil være i himlen!

Nå, men tilbage til Stephen West og hans designs. Forretningen har ingen kits liggende (da der i følge Malia er for mange holdninger til farvesammentæninger), men der er en håndfuld designs strikket op og opskrifterne hertil er printet. Jeg burde nok have forberedt mig lidt mere, for jeg havde sgu lidt svært ved at vælge. Men her er, hvad jeg fik købt:
Jeg købte mønsteret Herbivore, da jeg er ret pjattet med strukturen i hulmønsteret og så er det én farve, så det var til at overskue at købe garn til.

Garnet (som ser sort ud på billedet, men er gråblåt i virkeligheden) er et kraftigt strømpegarn, som Malia anbefalede. Jeg købte desuden et nøgle med 100 gram Merino, da jeg overhovedet ikke kunne stå for farvespillet og en rundpund str. 2,5, som jeg mangler til mine dovne sokker. Sammen med muleposen blev det alt i alt 52 Euro.

Hvis jeg havde forberedt mig inden, så havde jeg nok købt garn til sjalet Vertices i stedet, men jeg er nu alligevel tilfreds med mit valg. Jeg kan jo altid strikke det andet senere.

Tilfredsheden boostes også af, at det var et ret fornuftigt køb. Jeg er nemlig så heldig at have vundet 4 haspe virkelig smukt økologisk og håndfarvet merino lace garn fra Fredsminde Unika Design hos Charlotte Kaae. Det ene er blåt og lagt sammen med mit nyindkøbte garn, er det intet mindre end perfekt til Herbivore mønsteret! Nu skal jeg så bare se, om jeg kan holde fingrene fra projektet til nogle af de andre er gjort færdige.

12 kommentarer:

  1. Uhm det ser lækkert. Men ja det kan betale sig at forberede sig lidt, jeg står altid der og prøver at regne ud hvad jeg så skal strikke af alt det lækre garn der foran min øjne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt enig... Jeg havde jo forventet kits og at det hele bare var gjort klart for mig! :D Men så forkælet var jeg trods alt ikke.

      Slet
  2. Tak for indlæg, jeg glæder mig til vi ska derned i april.
    Men jeg vil lige kloge den lidt inden så jeg ikke går shoppe kold når manden tripper utålmodigt 😉

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er nogle rigtig fine cafeer i området - og langt de fleste har wifi, så han kan vel parkeres der. :D

      Slet
    2. Så har jeg været i Amsterdam og his Stephen og Penelope og mødt him self incl selfie (se på IG ) Det var en skøn butik incl mens corner stol så der blev min mand placeret ! Jeg købte til et sjal Spectra og valgte farverne sammen med Stephen uden at det blev vildt ! Købte også en lille bog : Woods of wisdom, a bathrom book to inspire your knitting mind and Body !
      Tak for tippet, Vi var også i stof og dimse butikken men der købte jeg ikke noget , har pt ingen syprojekter men fantastisk udvalg de havde!

      Slet
    3. Jeg er dødmisundelig over, at du har mødt Mr. West! Mege fed oplevelse!
      Jeg bliver nødt til at stalke forretningen næste gang, jeg er i Amsterdam.

      Slet
  3. Jeg er sgu lidt misundelig - den butik gad jeg godt besøge. Jeg er dog stadig ikke særlig erfaren i en garnbutik, og hvis ikke jeg var forberedt, ville jeg have det som dig.

    Jeg er fan af Stephen Wests arbejde - det er så "skævt" og farverigt, men samtidig kan man også gøre det mere almindeligt ved fx at vælge mere neutrale farver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig fedt, at man kan gøre hans arbejde så personligt! Jeg skal helt klart også prøve nogle af hans mere farverige designs en dag. Og jeg tror, at garnforretningen bliver et "stamsted". Hvis man ellers kan have det et sted, hvor man ikke kommer så tit. :)

      Slet
  4. Ih, hvor bliver det flot! Jeg glæder mig til at se det in action!

    SvarSlet
  5. Åh hvor er jeg misundelig på dine Amsterdam-ture. Det ser altid ud som om du finder så meget fint!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan også KUN anbefale Amsterdam. Jeg får lyst til at købe det hele!!!

      Slet

Tak fordi du læser med! Jeg bliver rigtig glad, hvis du skriver en besked til mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...